E85 – Plantebaserede Børn og Bæredygtige Færdigretter

I dagens afsnit af Plantetinget, har Jesper Dalgaard Pøhler lagt vejen forbi.

Jesper er kommunikatør og filosof med baggrund i Det Etiske Råd og har fungeret som medstifter af den plantebaserede færdigret-virksomhed ‘Fairdig’. Nu arbejder han som redaktør på det digitale tidsskrift Ledelse i Dag og har derudover for nyligt bidraget til en heftigt debatteret viral videoserie, på Danmarks Radios sociale medier. I videoserien bekendtgør Jesper nemlig, at han mener, at alle børn bør spise plantebaseret.

I podcasten hører vi først om Jespers baggrund i Det Etiske Råd og om hvordan en oksekødsrapport, endte med at kaste nyt lys over Jespers vaner, forbrug og refleksioner om bæredygtighed. Vi snakker også om, hvordan virksomheden Fairdig blev stablet på benene, samt hvilke erfaringer der blev gjort undervejs i den plantebaserede virksomhed.

Vi diskuterer også de udfordringer det kan give, når man som Jesper vælger at opfostre sit barn på plantebaseret kost. Vi hører om sundhedsmyndigheder, pjecer, ressourcestærke forældre og kommer ind på de kommentarer Jesper fik, i kølvandet på Danmarks Radios virale videoserie.

Sidst får vi et fagligt indblik i effektiv grøn kommunikation, samt et par gode bud på det gode liv med en bæredygtig vinkel.

Fair-stuff.dk

Jesper på Instagram

Jesper på Twitter

Jesper på Linkedin